Ungdomsjuryen til OFF17 er fundet

Gennem sin 40 år lange historie har Odense International Film Festival gjort sit ypperste, for at inkludere børn og unge i festivalen, gennem særlige filmprogrammer og workshops. Siden 1999 har festivalen haft børnefilmsjury, der siden 2003 har haft navnet OFFs ungdomsjury.

Ungdomsjuryen bedømmer ni kortfilmprogrammer i OFFs konkurrence, der også er egnet til målgruppen, og som i programmet er markeret med et U. Ungdomsjuryen har så den store opgave foran sig at udvælge den Bedste Ungdomsfilm, der udløser en præmiesum på 15.000 DKK. Der bliver taget voksne beslutninger i processen, og vi har stor respekt for deres arbejde.

Ungdomsjuryen består af en 8. klasse fra en odenseansk folkeskole. Klasserne kan hvert år søge og en bliver udvalgt.

Velkommen til 8. klasse fra Rosengårdskolen

I år kommer ungdomsjuryen for Rosengårdsskolen, og vi glæder os meget til at lære dem at kende. Om sig selv skriver de:

”Vi har i år fået æren af at være ungdomsjury. Det er vi vældig stolte over. Vi ved, at det er en ære at blive valgt, og vi er sikre på, at OFF bliver glade for valget. Vi tør tage ansvar, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at arbejde i dybden og løse den spændende og udfordrende opgave, det er at være ungdomsjury. Altså 8. d på Rosengårdskolen, os, er en super motiveret klasse, der både kan hygge og fjolle, men også tage ansvar, være seriøse og sige vores mening. Og vi glæder os for vildt!”

Vi glæder os til at tage imod 8. d fra Rosengårdskolen og opleve, hvilke tanker og tilgange de medbringer til årets festival. I 8. d er hele 18 nationaliteter repræsenteret, og vi er sikre på, at deres diversitet vil bidrage til nogle rigtig interessante debatter, prisvindere og motiveringstaler.

3000 billetter er allerede nu reserveret til årets filmfestival.

I kortfilmens forunderlige verden står fortællinger om forandring og skift i livets bane ofte centralt – og hvem ved mere om forandringer end unge mennesker midt i teenageårenes vilde hvirvel? Derfor har vi markeret hele 9 programmer, der er særligt egnede til aldersgruppen 14 år og opefter, med et U. Filmene er også med i konkurrencen om hovedpriserne, men de har alle noget helt specielt over sig, der også gør dem velegnede til et ungt publikum.