Tinderbox og OFF viser igen kortfilm i Tusindårsskoven

Der er endnu engang ”Kaffe & Kortfilm” på programmet, når Tinderbox torsdag 22. juni for tredje gang byder velkommen i Tusindårsskoven.

 

Tinderbox og OFF gentager succesen fra sidste år og viser igen kortfilm under sommerens musikfestival.

 

”Vi havde en rigtig god oplevelse sidste år, og det ved jeg også, at mange af gæster havde. Derfor byder vi også på Kaffe & Kortfilm under årets Tinderbox,” siger filmfestivalens leder, Birgitte Weinberger, og tilføjer:

 

”For OFF giver det rigtig god mening af være en del af Tinderbox. Begge festivaler hylder kvaliteten, og det er en sjov kontekst at indgå i, fordi vi møder en masse mennesker, som ikke kender til os – nogle gæster kommer helt målrettet, fordi de har brug for et lille afbræk i rolige omgivelser, mens andre kommer lidt tilfældigt forbi. Det giver både anledning til gode snakke og gode oplevelser.”

 

På festivalpladsen i Tusindårsskoven bliver der i et telt indrettet en kaffebar, hvor man sammen med en god kop kaffe kan se kortfilm. Udbuddet af film bliver samlet i temaer og planlagt, så det passer ind i festivalprogrammet – let tilgængelige, overraskende og uventede kortfilm på omkring ti minutter.

 

Fra Tinderbox’ side glæder man sig også over det fortsatte samarbejde OFF.

 

”Musikfestivaler er meget mere end musik. Musikken er selvfølgelig essentiel, men det handler om den samlede oplevelse. Derfor har vi hele tiden fokus på nye tiltag, anderledes tilbud og pusterum, hvor vores gæster kan tage en lille tænkepause. Her passer Kaffe & Kortfilm perfekt ind. Det er et anderledes samlingspunkt, som vores gæster allerede sidste år tog godt imod,” siger Tinderbox’ pressetalsmand, Morten Hopballe.

 

Tinderbox løber af stabelen 22.-24. juni i Tusindårsskoven i Odense. Læs mere og køb din billet på www.tinderbox.dk