Rasmus Botoft anbefaler

Rasmus Botoft var i sidste uge med i Ugeavisen Odense, hvor han anbefalede fem ting, der sker under OFF. Han skrev:

1. Alle kortfilmene

Øverst på min egen OFF-liste står en ambition om at se en masse kortfilm fra ind- og udland. Programmet er imponerende. Jeg vil ikke pege på specifikke kortfilm, da jeg endnu ikke har set nogen af dem, men jeg vil klart anbefale publikum at få set så mange som muligt. Det tænker jeg må være inspirerende for alle.

 

2. Jeffrey Bowers

Jeffery Bowers er kurator hos videotjenesten Vimeo og medlem af årets danske jury på OFF. Han har et arrangement lørdag kl. 12 i Pejsestuen, som jeg gerne vil nå. Jeffrey Bowers vil fortælle om, hvordan han og resten af redaktionen bærer sig ad med at vælge de bedste film hver dag, og så vil han vise nogle af sine egne favoritter.

 

3. Filmquiz

Hvem vil gå glip af en festlig filmquiz? Ikke mig! Onsdag 30. september kl. 20 finder en efterhånden legendarisk quiz sted i Café Biografen. Der vil være spørgsmål for både nørder, professorer og helt almindelige filmelskere. Det koster 25 kroner at være med, og der kan være 4 deltagere på et hold.

 

4. David Lynch

Jeg er stor fan af David Lynch og glæder mig til at opleve hans allerførste film på et stort lærred under fokusprogrammet ”David Lynch: De tidligste kortfilm”, der varer 2 timer og finder sted i Momentum Sal onsdag 30. september kl. 14. Det er disse kortfilm, der ledte frem til hans optagelse på filmskolen i LA – altså forud for Twin Peaks. Resten er historie.

 

5. Ken Wardrop

Filminstruktør Ken Wardrop er en markant spiller i den irske filmindustri, og fredag 1. september kl. 20 har han et spændende arrangement i Pejsestuen ved navn ”Den korte version”. Han vil fortælle om sine erfaringer med at lave personlige kort- og dokumentarfilm baseret med kreativ frihed på hans egen familie. Jeg kan desværre ikke selv opleve det, da det finder sted næsten samtidig med arrangementet ”Rytteriets Korte Eksperiment”, hvor vi viser Erik og Else the Movie på Magasinet, men måske kan publikum nå begge dele, hvis de løber.

 

Vi, fra OFF, glæder os til at se jer alle sammen i næste uge!