DU er også jurymedlem på OFF!

OFF er en festival med åbne biografer og plads til alle slags filmelskere. Derfor er det heller ikke juryerne, der skal have lov at uddele alle hædersbevisningerne. Hvert år løber én film nemlig med gæsternes gunst og får den udmærkelse at være publikumsvalgt vinder. Stem på din favoritfilm – så kan du også vinde skønne præmier!

Alle kan være med til at kåre vinderen af den særlige Publikumspris ved Odense Internationale Film Festival. Prisen er indstiftet i samarbejde med TV 2/FYN og uddeles til den konkurrencefilm, som får flest stemmer af publikum.

Afstemningen foregår via SMS. Efter hver visning af konkurrenceprogrammer, vises en række SMS-koder på skærmen, som bruges til at stemme på din yndlingsfilm. Send SMS-koden på den film, du ønsker at stemme på til 1245, hvorefter du får en sms tilbage med bekræftelse på, at din stemme er registreret. Du kan maks. stemme én gang pr. film, men du kan til gengæld stemme på alle de film, du har lyst til! Det koster almindelig SMS-takst.

Når du bidrager med din stemme, deltager du også i lodtrækningen om billetter til Kulturmaskinen og andre lækre præmier. Vinderne blandt de deltagende i lodtrækningen offentliggøres på festivalens hjemmeside, men får også direkte besked.

TV 2/Fyns Publikumspris
Vinderen af TV 2/Fyns Publikumspris modtager et OFF diplom, samt en skulptur sponseret af TV 2/FYN. Prisen overrækkes ved OFF Awards.