OFF16 Hovedkonkurrencejury

JOHN KØRNER

JOHN KØRNER

Født i Aarhus den 9. februar 1967 og opvokset på Lolland, men nu bosiddende i København – John Kørner har været omkring i Danmark. Han er uddannet billedkunstner fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 1998 og arbejder hovedsagligt med maleri, men også grafik, keramik og skulptur kan findes blandt hans værker. John repræsenteres af Victoria Miro Gallery i London, Galleri Bo Bjerggaard i København, Christian Larsen i Stockholm samt Patricia Low Gallery i Gstaad.

RONI EZRA

RONI EZRA

Den danske instruktør Roni Ezra er født i 1973 og uddannet fra instruktørlinjen på københavnske Super16 i 2008. Han afgangsfilm Panser (2008) blev nomineret til en Robert i kategorien Bedste Lange Fiktion. International succes opnåede han dog allerede i 2006, da kortfilmen Helmer & søn med Ezra som manuskriptforfatter, blev nomineret til en Oscar for Bedste Udenlandske Kortfilm.
Roni Ezra indspillede sin spillefilmsdebut, den amerikanske lavbudget-film Everything's Gonna Be Pink, i 2012. Hans danske spillefilmsdebut kom i 2015 med det historiske drama 9. april, der både opnåede stor kommerciel succes og flotte anmeldelser.

JENNY LUND MADSEN

JENNY LUND MADSEN

Jenny Lund Madsen har i de seneste år markeret sig som manuskriptforfatter, særligt inden for tv-serier, hvor hun bl.a. har været episodeforfatter på Ludvig og Julemanden, Live Fra Bremen og Rita. Hun er hovedforfatter på den seneste sæson af Sjit Happens, har skabt og skrevet serien Op med Halen og har endnu en serie i udvikling på TV2 Zulu. I 2015 debuterede Jenny Lund Madsen som spillefilmsforfatter med Emma og Julemanden, og hun skriver for tiden spillefilm på både Zentropa, Nordisk Film og SF Studios. Når hun ikke skriver, er hun aktiv i bestyrelsen for Danske Dramatikere og har desuden undervist på Syddansk Universitets nyligt oprettede manuskriptlinje.


OFF16 Den Danske Konkurrencejury

ANGIE DRISCOLL

ANGIE DRISCOLL

Angie Driscoll er en rabiat kortfilmelsker, musikvideo-freak og filmskaber-champion. Med mere end 14 års erfaring inden for filmprogrammering har hun udvalgt film for en række filmfestivaler over hele verden, inklusiv Toronto International Film Festival, CFCs Worldwide Short Film Festival, Hot Docs Canadian International Documentary Festival, og Aspen Shortsfest. Ydermere har hun fungeret som konsulent for Sundance Film Festival og kurator på indhold for pionérvirksomheden og medieplatformen Babelgum. Lige nu udlever hun sine drømme som dokumentar-programlægger for Hot Docs i Toronto og vælger kortfilm for Nordisk Panorama i Malmø.

MARIE GRATHØ

MARIE GRATHØ

Marie Grahtø er en prisvindende dansk forfatter og instruktør bosat i København. Hun har været nomineret til en Robert hele to gange og blev i 2013 udnævnt som værende en ‘‘instruktør at holde øje med,‘‘ af fire af de største, nordiske filmmagasiner. Marie Grahtø har rejst verden rundt med sine tre kortfilm Daimi, Yolo og Teenland samtidig med sit studie under den uafhængige danske filmuddannelse Super16. Blandt mange festivaler har Marie Grahtø især et nært forhold til OFF, hvor hun i 2012 vandt tre priser: to publikumspriser samt en Artist Award. På nuværende tidspunkt arbejder hun på sin første spillefilm Teenage Jesus.

THURE LINDHARDT

THURE LINDHARDT

Thure Lindhardt er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater. Allerede som 12-årig havde han en rolle i filmen Pelle Erobreren, men han fik sit store gennembrud på film i Kaspar Rostrups Her i nærheden i 2000. Thure Lindhardt modtog Reumerts Talentpris i 1999 og var Shooting Star på Berlin Filmfestivalen i 2000. Siden har han haft hovedroller i film som Flammen og Citronen (2008) og Nordkraft (2005). Han har desuden medvirket i internationale produktioner, bl.a. Dan Brown-filmatiseringen Engle og Dæmoner (2009), Keep the lights on (2012) og 3096 dage (2013). På tv har Thure Lindhardt bl.a. medvirket i The Borgias og senest med en hovedrolle i DRs store dramaserie Broen, hvis 4. sæson starter optagelse i efteråret. Thure Lindhardt har netop afsluttet optagelser til Netflix-serien The Last Kingdom.


OFF16 Animationsjury

RIKKE VILLADSEN

RIKKE VILLADSEN

Rikke Villadsen (f. 1976) er tegneserietegner. Hun debuterede i 2009 med tegneserien Skægmanden i Varde, fulgt op af Skægmanden i Skærsilden (2010), begge i samarbejde med Jens Blendstrup. I 2011
kom hendes første graphic novel Ind fra Havet, og i 2014 udgav hun Et knald til.
Siden 2012 har hun, ud over sit eget forfatterskab, samarbejdet med Bjørn Rasmussen
om serien 9 Piger. Indtil videre er der kommet to ud af ni i serien: Liftet (2014) og
Hesten (2015). Om tirsdagen arbejder hun som tegneserieredaktør på det lille forlag
Basilisk. I 2015 modtog hun litteraturudvalgets treårige arbejdslegat.

JAKOB STEGELMANN

JAKOB STEGELMANN

Jakob Stegelmann er et dansk tv-ikon både i rollen som redaktør og som vært for programmet Troldspejlet siden 1989. Desuden vil mange måske vide, at han også er redaktør på tv-programmer for de mindste familiemedlemmer såsom Så Er Der Tegnefilm og Disney Sjov. Jakob Stegelmann har skrevet flere bøger og artikler om animation og emner beslægtet med dette fascinerende kreative udtryk. Han har selv været medarrangør af tegneserie-og filmfestivaler, og har besøgt Odense Film Festival siden 1983.

DAVID ADLER

DAVID ADLER

Filminstruktør David Adler arbejder både med animation og live-action. Han dimitterede fra Den Danske Filmskole i 2014 med afgangsfilmen Sort. Filmen vandt ANIS Talent Award på OFF15. Davids baggrund som maler og visuel kunstner kommer til udtryk i hans films artistiske stil, som ofte er ganske eksperimenterende, dramatisk og udfordrende. Han arbejder med at give den ellers meget rene, digitale 3D-animation et mere forvrænget og jordnært udtryk i et forsøg på at inkorporere abstraktionen og det makabre. På nuværende tidspunkt arbejder David Adler på flere forskellige projekter, bl.a. en animations-musikvideo for Den Sorte Skole samt et manuskript til en ny, animeret film.


OFF16 Pitch Me Baby Jury

CHRISTIAN GAMST MILLER-HARRIS

CHRISTIAN GAMST MILLER-HARRIS

Christian Gamst Miller-Harris er uddannet fra Den Danske Filmskoles manuskriptforfatterlinje fra 2009-2011. Har skrevet manuskriptet til den Oscar-, OFF- og Robertvindende kortfilm Helium (instrueret af Anders Walter) og OFF-vinderen MINI (instrueret af Milad Alami). Han har skrevet første sæson af DR Ultras børnesitcom Backstage samt den prisbelønnede estiske børnefilm The Secret Society of Souptown fra 2015. Christian har også skrevet for tv-serien Dicte sæson III, og anden sæson af Jeppe Gjervig Grams Bedrag.

ULRICH BREUNING

ULRICH BREUNING

Ulrich Breuning behøver næsten ingen introduktion; manden har været en hovedkraft på OFF siden undfangelsen. Hans bankende filmhjerte har ført ham mange steder hen i filmbranchen: Som forfatter, filmkonsulent, underviser, biografdirektør, filmanmelder, redaktør, foredragsholder, ungdomsfilmskole-rektor og præsident for det danske Gøg og Gokke-selskab. Og overalt har kærligheden til filmmediet altid været det styrende princip. Ulrich Breuning er historie, filmelsker og mensch i overmål.

JULIE BUDTZ SØRENSEN

JULIE BUDTZ SØRENSEN

Manuskriptforfatter, uddannet fra Den Danske Filmskole i 2015. Julie vandt samme år Pitch Me Baby med sin pitch Middag med A, og arbejder lige nu på Antboy Animated, Nimbus Film, Radiodrama på DR og spillefilmsprojekter med instruktør Karoline Lyngbye og Ask Hasselbalch. Hun er også i gang med en kortfilm baseret på sin vindende pitch for M&M Productions.

Claudia Siesbye

Claudia Siesbye

Claudia Siesbye er uddannet producer fra Den Danske Filmskoles producerlinje i 2009. Claudia har derudover en bachelorgrad i kommunikation fra Roskilde Universitet og studerede 8 måneder på The European Film College. I 2010 stiftede Claudia sit eget produktionsselskab, Film Maker. Her igennem har hun bl.a. produceret Søren Balles Klumpfisken, som både var nomineret til en Robert og en Bodil for bedste film i 2015.

STEEN RASMUSSEN

STEEN RASMUSSEN

Steen udgør den ene halvdel af duoen Wikke & Rasmussen, der har hele 32 års samarbejde i bagagen. De mødte hinanden på DR i 1983 og etablerede kort efter deres eget produktionsselskab: Græsted Film & Fjernsyn. De brød igennem i 1980erne med deres nyskabende radioformat ”radiotegneserien” med Pas på varerne, Arne samt tv-udsendelserne Tonny Toupé Show (1985) og Sonny Soufflé Chok Show (1986). Siden er det blevet til mange radioprogrammer, film og tv-serier i alskens forskellige genrer; Wikke & Rasmussen har bl.a. lavet spillefilmene Hannibal & Jerry (1997), Motello (1998) og Russian Pizza Blues (1992).