OFF modtager stor støtte fra Fionia Fond

Den 21. februar overrakte Fionia Fond ved en mindre ceremoni 100.000 kr. til Odense International Film Festival. Dette er en fantastisk støtte, som gør, at vi kan videreføre udviklingen festivalen, og opretholde det høje niveau, vi hidtil har leveret.

Midlerne går til Fionias Samtalesaloner med varme fortællinger om brændende passioner fra kunstneriske ildsjæle med noget på hjertet. I Pejsetuens sofahjørne, en uhøjtidelig og uformel ramme, inviterer samtalesalonerne til debat og belyser hidtil ukendte sider af filmfolk.

OFFs netværk er stort, og vi stræber altid efter at kunne præsentere de bedste af de bedste gæster fra filmens verden på festivalen. Samtalesalonerne vil byde velkommen til markante filmpersonligheder fra ind- og udland.

Derfor vil støtten gå til fem samtalesaloner, gæster og værter. På denne måde vil indsatsen både stimulere vores fynske filmelskende publikum og samtidige opgradere vores indsats for branchen og udfolde vores ønske om at udvikle de danske filmtalenter. Som vi ofte har nævnt er Fyn fin, men Fyn er i særdeleshed også film, og med støtten fra Fionia Fond til dette projekt, bliver udsagnet understreget betydeligt. Vi vil det! Både for at give alle fynboer muligheden for store, tankevækkende oplevelser, men også for at slå fast for den omkringliggende verden at Fyn er en film-ø!

Vi ser meget frem til samarbejdet med Fionia Fond, og til at invitere alle vores fantastiske gæster indenfor i Pejsestuen til hygge og debat på OFF17!