Fynske skoleelever får kortfilm på skemaet

Odense International Filmfestival OFF viser fra næste skoleår kortfilm i Med Skolen i Biografen
Det Danske Filminstitut (DFI) har støttet et pilotprojekt på Fyn, hvor Odense Internationale Filmfestival – OFF i samarbejde med skolebio-ordningen Med Skolen i Biografen (MSiB) og Kulturregion Fyn vil tilbyde kortfilmpakker til elever i udskolingen – som ekstra filmtilbud i de fynske biografer fra skoleåret 2017-18.

OFF har en helt unik selektion af kortfilm, som hvert år opleves af ca. 10.000 børn og unge under festivalen i Odense. Birgitte Weinberger, festivalleder, begrunder det nye tiltag:

“Vi ønsker nu, at endnu flere børn og unge skal have glæde af de film, vi har på programmet. Hvert år efter endt festival opstår en massiv efterspørgsel fra lærere, som ønsker at arbejde videre med vores film i deres undervisning. Derfor finder vi det oplagt at udbyde disse filmperler i samarbejde med MSiB.”

Målet er at tilbyde tankevækkende kortfilmpakker, som både lærere og elever vil finde relevante og inspirerende. pakkerne i skoleåret 2017-18 er målrettet udskolingen og har temaerne: “Os og dem” og “Prisvindere”.

Fælles for filmene i kortfilmpakken “Os og dem” er et stærkt fokus på det til tider anspændte forhold mellem os og dem. Problematikken bliver anskuet fra forskellige vinkler på en fordomsfri og debatskabende facon. Filmene omhandler emner som radikalisering, terrorisme, integration, etnicitet og minoriteter.

På opdagelse i teenage-identiteten
Kortfilmspakken “Prisvindere” indeholder kortfilm, der har vundet adskillige priser og er særligt udvalgt til et ungdomspublikum. Teenagelivet bliver portrætteret via sjove, følsomme og hudløst ærlige skildringer. Vi møder kærlighed og kriser, bevæger os ind bag facaderne og går på opdagelse i identiteten.

Som OFF udtrykker det: “Formatet er kort, men effekten lang”, og der er meget at diskutere både i og uden for klasseværelset. Filmene bliver præsenteret af en oplægsholder fra OFF. Til pakkerne udvikles undervisningsmateriale, så lærer og elever kan forberede og efterbehandle mødet med de forskelligartede og til tider dejligt udfordrende kortfilm.

“Vi er rigtig glade for, at vi hermed kan folde et flot program ud til de fynske skoler, hvor både indskoling, mellemtrin og udskoling kan blive beriget og bevæget foran det store lærred – nu også med kortfilm til de unge”, siger Anne Bertram, projektleder for Film for børn og unge i Kulturregion Fyn, som har MSiB som en del af sit store filmkatalog til de fynske skoler.

Perspektivet for projektet kan blive, at kortfilm fra OFF kan opleves af børn og unge på det store lærred i hele Danmark – i regi af MSiB, hvis pilotprojektet, som i første omgang kun er for skoleelever fra Fyn, bliver en succes. Det Danske Filminstitut støtter initiativet fordi:

“Den korte fortælling og det pointerede plot ikke alene er en spændende kunstform, som fortjener at blive set på det store lærred, men også et fantastisk filmfagligt redskab, som i den grad klæder skolernes filmundervisning. Kortfilm er historiefortælling og dramaturgi kogt ind til benet, og de kan være stor kunst i lille format.”, som Jacob Breuning, filmkulturel konsulent, DFI udtaler.

Se programmet for MSiB på Fyn i skoleåret 2017-18 her