Fra OFF til Robert

Stort tillykke til den bedste danske kortfilm Silent Nights – vinderen af Robert-prisen 2017

Den røde løber var rullet ud og de flotte rober fundet frem, da det i går gik løs i Tivoli Hotel og Kongres Center i København til årets Robert Pris-fest. Robertprisen for bedste kortfilm gik til filmen: Silent Nights.

 

Hvert år hylder Danmarks Filmakademi dansk film, og de fantastiske kortfilm bliver selvfølgelig ikke forbigået. Prisuddelingen er Danmarks svar på The Oscars, hvor der uddeles den prestigefyldte Robert-statuette.

 

Danmarks Film Akademi og OFF – Odense International Film Festival har de sidste tre år arbejdet sammen for at skabe størst mulig opmærksomhed omkring danske kortfilm. Danmark har en lang og stolt tradition for film i det korte format med internationalt gennemslag, og det fortjener fuld fokus, selvom det korte format godt kan forsvinde lidt blandt store tv-serier og lange spillefilm.

 

For at blive indstillet til en Robert for Bedste Danske Kortfilm skal filmene først udtages til den danske konkurrence på OFF. Ud fra de konkurrerende film udvælger Danmarks Filmakademi 10 shortlistede film, og ud fra disse udvælger akademiets medlemmer så de fem nominerede, som bliver offentliggjort til den store prisfest – OFF Awards – under festivalen i Odense. Det er en lang og kringlet vej til prisuddelingen, og de heldige film der slipper gennem nåleøjet, fortjener i den grad at blive hyldet.

 

OFF – Odense International Film Festival ønsker alle de fem nominerede kortfilm tillykke med nomineringerne, og naturligvis et stort tillykke til Silent Nights med prisen. Det er en stor tilfredsstillelse, at OFF og filmakademiet sammen kan være med til at give dansk kortfilm den anerkendelse og det fokus, den fortjener.