En søndag i selskab med Woody

OFF – Odense International Film Festival og Cafe biografen er til hverdag garanter for at præsentere det nye, det smalle, og det uventede i Odense. Nu går de sammen om at præsentere guld fra gemmerne i samarbejde med Cinemateket. I løbet af 2018 præsenteres fem klassikere på det store lærred, som alle har en stor plads i den danske og internationale filmhistorie.

 

’Manhattan’ af Woody Allen er anden film i rækken af filmperler, Odense International Film Festival viser, i samarbejde med Det Danske Filminstitut og Cafe Biografen. ‘Manhattan’ vises søndag d. 22. april kl. 11.30 i Cafe Biografen, billetter koster 50 kr. og kan købes på cafebio.dk. ‘Manhattan’ er en tidløs klassiker og tidssvarende som få. Den er smuk og rørene, men samtidig morsom. Den er og bliver, efter vores mening, et must-see på det store lærred! Og nu har du endelig chancen for netop det igen! Filmen vil blive introduceret ved Martin Turcot, BA i medievidenskab og Woody Allen entusiast.

’Manhattan’ indcirkler kærlighedens spil og tab med lige dele indsigtsfuldhed og poetisk fingerspidsfornemmelse – i besnærende sort/hvid-billeder og detaljemættede widescreen-kompositioner.

 

I centrum er Woody Allen selv i rollen som den uforløste forfatter Isaac Davis på 42, som har indledt et forhold til en bare 17-årig highshool-pige, efter at konen (Meryl Streep) har forladt ham – til fordel for en anden kvinde vel at mærke, og i øvrigt arbejder på en afslørende bog om sin eks. Dramaet sættes uforligneligt underskruet på spidsen, da Davis brænder varm på sin bedste vens elskerinde (Diane Keaton), en anspændt, intellektuel journalist med rod i privatlivet.

 

’Manhattan’ har modtaget et hav af priser verden over – herunder bedste film ved bl.a. BAFTA. Kort sagt er ‘Manhattan’ et overflødighedshorn af veloplagt storby-cinematografi og sprøde one-liners lagt i munden på neurotiske middelklassekarakterer i katapultflugt mod selvopdagelse og -sabotage. Kom og oplev nostalgien, læn dig tilbage i det sort/hvide univers og bliv fortryllet af en af Woody Allens bedste film nogensinde.

 

Det fortsatte program for Cinemateket præsenterer er:

Søndag d. 23. september kl. 11.30 – Barndommens gade

Søndag d. 28. oktober kl. 11.30 – Let’s Get Lost

Søndag d. 18. november kl. 11.30 – The Sound of Music