Den rene idé

Fem minutter. Ingen billeder. Ingen lys og lyd. Kun ord. Odense Film Festival afholder i år for ottende gang pitch-konkurrence for kortfilmsidéer.

Ottende udgave af Pitch Me Baby er det blevet til i år under Odense Film Festival. Konkurrencen er blevet en ren overhalingsbane for skarpe kortfilmsidéer. Konceptet er simpelt: Otte deltagere præsenterer en idé til en kortfilm, og en jury udvælger den bedste.

I 2015 vandt manuskriptforfatter Julie Budtz Sørensen konkurrencen med pitch til en film om en fransk tuneser og en amerikansk New Yorker-boheme, der mødes i et dansk kolonihavehus til fest. Historien har rod i virkeligheden og er her to år efter blevet til filmen Middag med A, der er udtaget til OFF’s hovedkonkurrence.
– Til pitchen besluttede jeg mig for primært at snakke om mine to hovedkarakterer Ahmed og Alex, som er to virkelige personer. Jeg tog et billede med af dem, som var i baggrunden, mens jeg pitchede. Det er ikke en generel regel, at det visuelle hjælper, men siden det handlede om dem, gav det mening for mig.

 

– Jeg hader at øve pitch, men tvinger altid mig selv til at gøre det mange gange. Det hjælper mig til at strukturere, hvad jeg vil sige. Det føles på mange måder rigtig kunstigt, men jeg oplever også, at jeg så kan slippe papiret, når jeg endelig står foran et publikum.

 

– Jeg synes stadig, at pitchen som genre er lidt mærkelig. Der er klart et performativt aspekt, hvor det ikke kun handler om, hvad du siger, men også hvordan du siger det. Derfor synes jeg også, at spørgerunden efterfølgende, hvor jury og publikum kan spørge mere ind til ideen, er meget vigtig. Her kan man – hvis man er lidt genert eller introvert – genvinde fodfæste og vise, at man kender sin idé godt. Og omvendt, hvis en spinkel idé er blevet præsenteret godt, opdager man her, at der måske mangler noget.

 

Hvad betød det for dig at vinde Pitch Me Baby i 2015? Også udover præmien.

 

– Det var et rigtigt godt incitament til at komme i gang med at producere noget så hurtigt som muligt efter min afgang fra Filmskolen. Udover selve pengepræmien – som udgjorde en stor del af finansieringen af Middag med A – oplevede jeg det også som en anerkendelse af min grundidé til filmen, og det gav mig en masse gå-på-mod til at komme i gang med at skrive og instruere kortfilmen. Derudover fik jeg en masse gode råd og kommentarer med på vejen fra juryen og publikum til Pitch Me Baby, som jeg også brugte i det videre forløb.

 

Ville det have gavnet dig at være med også selvom du ikke vandt?

 

– Ja, det er jeg overbevist om, for dels mødte jeg andre deltagere, som jeg senere er blevet venner og sparringspartner med, og dels mødte jeg Kim Magnusson, som blev producer på filmen. Der var rigtig god stemning blandt os deltagere, vi støttede hinanden og snakkede videre efterfølgende. Det var alt i alt en rigtig god oplevelse, som ville have været den samme om jeg havde vundet eller ej.

 

Har Pitch Me Baby konkret gjort din proces anderledes? 

 

– Jeg tror, dét at vinde en pengepræmie og at skulle komme tilbage som jurymedlem året efter, lagde noget sundt pres på mig i forhold til at lave projektet inden for en overskuelig fremtid. Jeg følte et vist ansvar overfor Odense Film Festival, og det tror jeg er godt i den slags kortfilmsprocesser, hvor der ikke er så mange andre deadlines end dem, man selv sætter. Jeg havde en plan om at komme tilbage med Odense med optagelserne i bagagen, og det gik som planen. Derudover tror jeg altid, det er sådan, at når man fx vinder en konkurrence, så bliver ens projekt meget mere konkret, end det var, da det blot eksisterede oppe i ens eget hoved.

 

Har Pitch Me Baby gjort din film anderledes?

 

– Ja, på et ret konkret plan, idet jeg – inden jeg deltog i konkurrencen – ikke vidste hvilket format, jeg skulle lave historien i. Jeg overvejede at lave en kort webserie (den idé overvejer jeg i øvrigt stadig), men da det handlede om en kortfilmskonkurrence, var jeg nødt til at tage det valg, at historien skulle passe til det korte format. Det var jeg sidenhen meget glad for, fordi det gav mig mulighed for at undersøge mine karakterer inden for en mere afgrænset ramme, end hvis det havde været en serie, og fordi jeg fik lov at vende tilbage til instruktionen, som jeg har arbejdet med, inden jeg tog min uddannelse som manuskriptforfatter og igen fik lov at prøve kræfter med med Middag med A.