OFF11-vinderfilm nomineret til en Oscar
OFF har prøvet det før; og nu sker det igen. En vinderfilm fra sidste års festival er blevet nomineret til en Oscar.
De endelige Oscar-nomineringer til årets uddeling er netop blevet offentliggjort. Blandt de nominerede i kategorien Short Film (Animated) er ’Sunday’ af den canadiske instruktør og animator, Patrick Doyon.
Den karismatiske og underfundige kortfilm varer ti minutter og deltog i det internationale konkurrenceprogram ved OFF11 (22. – 27. august 2011). Den blev vist som en del af underprogrammet ’The Piano Tuner’ og blev derudover fremvist ved både åbningsfesten KickOFF og ved årets prisuddeling OFF Awards under festivalugen.
Patrick Doyon besøgte Odense Internationale Film Festival under hele festivalugen og var dermed også selv tilstede til at modtage prisen for Årets Mest Opfindsomme Udenlandske Film, da OFF Awards 2011 løb af stablen den 26. august 2011.
Den internationale jury – der i øvrigt bestod af filminstruktør Nils Malmros, spanske Montserrat Guiu Valls (administrerende direktør for Huesca International Film Festival) samt tonemester Peter Albrechtsen – ved OFF11 gav denne begrundelse for at uddele en OFF Award til netop ’Sunday’:
”Hvor kedelig kan en søndag blive? I Årets Mest Opfindsomme Udenlandske Film bliver kedsomheden beskrevet med en fantastisk fantasifuldhed og hvad enten det gælder mønter, tog eller diverse dyrearter, får alt en helt særlig drejning og dimension i dette unikke univers. En i sandhed animeret animationsfilm.”
’Sunday’ konkurrerer mod filmene ’The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore’ (William Joyce & Brandon Oldenburg, USA), ‘La Luna’ (Enrico Casarosa, USA), ‘A Morning Stroll’ (Grand Orchard & Sue Goffe, UK) og ‘Wild Life’ (Amanda Forbis & Wendy Tilby, CA). Årets Oscar-uddeling finder sted den 26. februar 2012. Læs meget mere herom på http://oscar.go.com.
OFF ønsker hermed Patrick Doyon et stort tillykke med nomineringen – samt held og lykke den 26. februar. Også på Patrick Doyons Facebook-side strømmer det i skrivende stund ind med lykønskninger. Om hans egen reaktion på nomineringen siger Doyon til Radio Noon Montreal kort og godt: ”I screamed!” (www.cbc.ca).

